Cecilie Holst
Buddy for håndboldspiller Lasse Mikkelsen
Hvorfor valgte du at være buddy for Lasse?
- Lasse skrev i vores moodle rum, at han havde brug for en buddy, som kunne hjælpe ham med at tage noter til undervisningen. Jeg tænkte, at hvis jeg kan hjælpe, så vil jeg da gerne det, så jeg kontaktede ham og forklarede, at jeg var interesseret. Og så har det egentligt bare kørt siden da.
- Jeg ved jo også godt, at det kan være svært at få det hele til at gå op – og så med den ekstra udfordring han har som fjernstuderende, må det jo virkelig være udfordrende til tider. Jeg skriver alligevel noter til mig selv fra forelæsningerne, så hvis det kan være til gavn for ham, er det jo super fint.
Hvordan fungerer hverdagen som Lasses buddy?
- Min hverdag er ikke så ændret, da jeg i forvejen deltager i undervisningen og skriver noter. På den måde er det mest i forhold til koordinering, at der er nogle ting, jeg skal tage højde for - eksempelvis hvordan vi deler noterne imellem os. Derudover er det blot at være opmærksom på, om der er noget information, der skal videreformidles til Lasse, men det giver ofte sig selv. Forud for den seneste eksamen gennemgik Lasse og jeg blandt andet eksamensspørgsmålene sammen for at sikre, at vi begge var klædt godt på til eksamen.
Hvordan fungerer jeres samarbejde i praksis?
- Lasse er jo fjernstuderende og bosat i Tyskland, så vi har aldrig mulighed for at mødes. Derfor er det nemmest at aftale småting over SMS eller opkald, også hvis han har nogle spørgsmål, tager vi den bare over SMS. Hvis der er noget vi skal snakke grundigere igennem, ringes vi ved over FaceTime eller Teams. På den måde er det også nemt og fleksibelt, og det tager ikke særlig meget af nogen af vores tid.
Hvordan har påvirket din egen studietid at være buddy for Lasse?
- Jeg føler ikke det har givet mig nogle ekstra opgaver som sådan, da jeg jo i forvejen udfører de opgaver, som Lasse blot skal have indsigt i. På den måde er fokus mest på koordinering. Til gengæld føler jeg, at det også kan hjælpe på egen læring, da dét at skulle videreformidle tingene gør, at man selv får tænkt tingene ekstra igennem igen. Derudover er det bare rart, at have nogen at gennemgå og diskutere det hele med.